(læs også artiklen ”Hvorfor tilgivelse ikke er nok” herunder)
© Helene Flendt
Det er smukt at tilgive – dette budskab har vi hørt i forskellige afskygninger i århundreder. Moderne psykologi fortæller os imidlertid, at det ikke altid er godt og faktisk kan være direkte skadeligt at tilgive. Dette er en sandhed, som mange vil have svært ved at tage til sig, og som derfor kræver en del forklaring.
Problemet er, at når man beskæftiger sig med begrebet ”tilgivelse”, så når de fleste ikke længere end til at se den som både det første og det eneste skridt på vejen til indre fred.
Tilgivelse er imidlertid en indre forløsning, som kræver en omdefinering alene på grund af den skyld, som klistrer sig til ordet (læs ”Hvorfor tilgivelse ikke er nok”).
Tilgivelse handler dels om, at man opgiver sit behov for hævn og dels om at man frikender den skyldige for ansvar. Det er det sidste, som skaber problemer i den enkeltes psyke, fordi det derved kan komme til at forstærke en meget alvorlig skade på et menneskes selvværd og sunde udvikling. Dette er ikke bare et psykologisk problem, det er også et spirituelt problem.
Mange psykologer ved fra deres klienter, at tilgivelse kan være en fælde og en flugtvej ud af vanskelige livsvilkår, smertefulde følelser og grusomme erindringer. Mennesker, som f.eks. har haft en meget problematisk opvækst med forældre, som slog dem, hånede dem, udsatte dem for omsorgssvigt og overgreb, har som regel så svært ved at nærme sig de oprindelige følelser fra barndommen, at de skynder sig at gribe til forskellige smutveje væk fra følelserne. En af disse smutveje er: tilgivelse. Har man tilgivet sine skadevoldere, så er det ikke nødvendigt at kontakte det enorme raseri og den forfærdelige sorg , som de oplevede engang. Det er en strategi, som kun holder til den dag, personen befinder sig i en større krise forårsaget af misbrug, overspisning, konstante konflikter med omverdenen, depression, angst osv. Og søger hjælp.
Det er – med moderne sprogbrug – ikke OK at frikende den rette ansvarlige. Et skadet barn vil rette smerten og vreden indad og tro, at det er hans eller hendes egen skyld. Dette kan blive en livs-attitude, som tiltrækker f.eks. voldelige partnere eller udleves i selvdestruktive måder at leve på. For at rette op på denne indre skævhed skal ansvaret placeres det rette sted, nemlig hos den, der f.eks. har forgrebet sig groft på et uskyldigt barn, har tævet og nedgjort det eller er flygtet fra alting i stoffer og alkohol og har overladt barnet til selv at sørge for mad, tøj og måske endda yngre søskende.
Nødvendigt at blive vred
Lad os nu sige , at et barn, som har været stærkt forsømt, forhånet og slået, som voksen finder en vej i religion eller spiritualitet. Lad os sige, det er en mand, og at han hedder Niels. På denne vej vil Niels få at vide, at han kan blive helbredt fra sin smerte ved at tilgive. Og Niels tilgiver og tilgiver og forstår ikke, hvorfor han stadig lider af depressive perioder og generelt bliver udnyttet af sine omgivelser, specielt kvinder.
Problemet er, at tilgivelsen tager vinden ud af sejlene på hans indestængte følelser. Det er umuligt for ham at erkende sin vrede mod især sin far, når han nu har tilgivet ham. Vrede og agressivitet er tabu – noget, som engang kun førte til flere slag og ydmygelser – og derfor er der lagt så tungt et låg på, at Niels faktisk ikke engang kan mærke den.
”Folk har brug for at blive vrede over det, der er sket med dem. De har brug for at sørge over den kendsgerning, at de aldrig fik den forældrekærlighed, de længtes efter. De har brug for at holde op med at tage brodden af eller undervurdere den skade, de har været udsat for. Kun alt for ofte betyder ”at tilgive og glemme” det samme som: ”lade som om, det ikke er sket””, skriver psykologen Susan Forward i bogen ”Ud af skyggerne”.
Lavt selvværd er et spirituelt problem
Niels og mange andre som ham er havnet i tilgivelses-fælden. De har brug for en helt anden medicin: nemlig at lære deres følelser at kende, lære at udtrykke dem, lære at placere ansvar det rigtige sted og ikke altid tage skylden for alting på sig selv. Det er en vanskelig vej, men den er meget vigtig både for personens egen udvikling og for projektet: at tilgive. Caroline Myss, amerikansk spirituel lærer, siger at lavt selvværd er et spirituelt problem , idet den manglende tro på en selv er det samme som en manglende tro på de usynlige kræfter i tilværelsen. På livet og på Gudskraften. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan vi behandler de sår, der resulterede i lavt selvværd. Og tilgivelse bør være sidste punkt i behandlingen – ikke det første eller det eneste.
Først når man har gennemlevet sandheden i det, der forkrøblede en – og jeg mener her den følelsesmæssige sandhed – bliver det muligt at komme overens med sit eget liv og historie. Så forsvinder behovet for at flygte. Og så er man i stand til at acceptere sig selv og det, der er sket. Den accept og fred kalder nogen for ”tilgivelse”. Jeg vil hellere bruge andre ord, frigjort fra den religiøse biklang af synd. Ord som: accept, frihed, medfølelse og kærlighed.
Februar 2010
Hvorfor tilgivelse ikke er nok
(redigeret uddrag af min bog ”Bevidsthedsoverskridelsen – en bog om at finde vej ind i fremtiden” fra 2009)
© Helene Flendt
Tilgivelse” er et ord, som har fået en renæssance i løbet af de seneste ti års nyspirituelle bølge. Det er blevet det ultimative mirakelord, når mennesker befinder sig i store kriser og har oplevet noget, som får livets mening til at styrte i grus for dem.
Tilgivelse er imidlertid ikke et ord, jeg bruger, og jeg skal gerne forklare hvorfor. I dag er det blevet ”det rigtige ” at gøre, fordi vi ”skal jo videre”, og så får tilgivelse en tillokkende duft af korrekthed. Måske genkender du situationen: En bekendt siger: ”Jeg har tilgivet ham/hende…” efterfulgt af et kunstigt smil med en bitter fure. Senere viser det sig, at den samme person får et raserianfald, som er rettet mod den nys tilgivne. Eller at vedkommende vedvarende siver med sidebemærkninger, som drypper af gift og vrede – om den tilgivne.
Det er også blevet en fast del af skyggearbejdsprocessen på mange kurser. ”Tilgiv dig selv” er sidste punkt på programmet, efter man har set sig selv dybt i øjnene og erkendt sine svagheder.
Tilgivelse er et ord, vi kender fra den kristne terminologi, og det forudsætter en synd. Uden synd, ingen tilgivelse – eller syndsforladelse. Den katolske kirke har systematiseret processen, således at man gennem skriftemål kan få syndsforladelse for de slemme ting, man nu end måtte foretage sig. En praksis, der tjener det gode formål at lette den byrde af skyld, som mennesker konstant påfører sig gennem tanke og handling.
Tænker man ikke i ”synd” og ”skyld” men i bevidsthed og konsekvens, så er vejen videre anderledes og ikke helt så enkel.
Ekskurs 2002:
Under et besøg i Amazonas i Sydamerika brød et uvejr løs en aften. Lyn blitzede omkring huset og tordenskrald rungede gennem mørket. Det var den sidste nat, inden jeg skulle hjem og jeg var pivåben, meditativ og halvt i trance. Stormen tog til. Det var som om noget, jeg opfattede som Store Ånd, råbte i raseri og langede ud efter menneskeheden på grund af vores ødelæggelse af naturen og planeten. Jeg så, hvordan jordkloden havde lidt, hvordan den var voldtaget, vanrøgtet og misbrugt og jeg følte mig skyldig som repræsentant for menneskene. ”Tilgiv os” råbte jeg ud i natten mens en blanding af regn og tårer løb ned ad mine kinder. En stemme brølede tilbage gennem tordenvejret med voldsom kraft: ”Tilgivelsens tid er forbi”. Hver og en må tage konsekvenserne af deres handlinger”. Det var ikke muligt at argumentere. Denne stemme kom fra en anden verden og var definitiv.
Jeg forstod det ikke dengang i år 2002. ”Tilgivelsens tid er forbi”? Hvordan kunne den være det ? Det lød ualmindelig hårdt og helt ved siden af min skyldbefængte tankegang. I dag giver det mening for mig:
Alt, hvad vi foretager os, har en effekt. Og den forsvinder ikke. Hælder du kemikalier ud i vandløbene, har det en effekt. Skader du et andet menneske, har det en effekt – både på den pågældende og hans eller hendes nære omgivelser. Handlinger, gerninger breder sig som ringe i vandet, og derfor er det helt og absolut nødvendigt, at vi bliver mere bevidste om det, vi gør. Et aktuelt eksempel:
De mennesker, som for egen vindings skyld, har spekuleret i f.eks. boligpriser og aktier, har sat en kædereaktion igang, som påvirker landets økonomi og andre mennesker. Uanset hvor meget nogen måtte tilgive dem, så kan man ikke gøre deres gerninger ugjorte. De må også selv leve med effekten – en effekt som gennem kædereaktionspricippet rammer dem selv eller deres familie og venner. Det er voldsom og hård måde at lære noget på, men ikke desto mindre er det det, der er invitationen i krisen. Denne årsag-effekt-bevægelse gælder i alt. Små som store gerninger omend det kan tage tid, før man ser sammenhængen.
De, der bliver ofre for andres skadelige handlinger, får en anden invitation. Nemlig en, som går ud på at bearbejde tabet uden at gengælde skaden. Har du fået et sår eller lidt et tab? Tror du det heler ved at give en anden et sår? Nej. Det heler heller ikke ved at gå i en anden grøft og ”tilgive” den, der har givet dig det.
Det heler af sig selv hvis du accepterer såret og smerten, udtrykker dine følelser, lader tiden gå, og sørger for at få nye erfaringer.
Vigtige og nødvendige følelser
Har et menneske været udsat for noget forfærdeligt; voldtægt, overfald – et barn der bliver kørt ihjel af en flugtbilist eller lignende – så ligger det som en mørk, kompakt sten i denne persons hjerte. At forsøge at få ham eller hende til at tilgive den person, der har forvoldt skaden er ikke løsningen – og det er sandsynligvis heller ikke en realistisk udgang. Der vil være sorg, vrede, hævn, fortvivlelse i lange baner, og det er ualmindelig menneskeligt.
MEN det vil skade dig selv, hvis du holder fast i det i årevis, og derfor er kuren: få udtrykt alle dine følelser i et sikkert rum (hos en terapeut, i en terapeutisk gruppesammenhæng, hos venner der kan rumme det, gennem musik, maleri, hård fysisk udfoldelse etc.) og bliv ved indtil ladningen er mindsket. Det kan tage en dag eller flere år.
Så skal du slippe det. Kort og godt. Sig farvel uden vemod. Det tjener dig ikke at holde fast i mindet om noget, der har bragt dig i knæ. Ret ryggen og gå ud i verden ad en ny sti.
Vreden skal udtrykkes. Sorgen skal udtrykkes. Når du har råbt og skreget, gået i timevis gennem blæst og regn, når du har presset din krop under fysisk anstrengelse, nedfældet følelserne i voldsomme malerier eller dagbogsnotater, brændt gamle ting på bålet, da løsner det sig. Da er det muligt at give slip og vende sig mod nye erfaringer. Carl Gustav Jung sagde engang: ”The foundation of all mental illness is the avoidance of legitimate suffering.” Oversat: Årsagen til alle psykiske forstyrrelser er undgåelsen af helt legitim lidelse.
Med andre ord: Det, at vi undertrykker og undviger vanskelige følelser, er årsagen til en masse psykiske problemer - blandt andet angst.
Vi vender os mod medicinalindustrien eller religionen for lindring. Men årsagen ligger i os selv og den eneste langvarige løsning er at acceptere det, der rumsterer i vores undergrund, acceptere den indre smerte og konflikt. Vejen ud er vejen igennem.
Selvhad
Hvordan kan man så leve med det, man møder i sit eget dyb uden at føle sig skyldig og hade sig selv? Skyld og selvhad er magtfulde følelser, og jeg har ikke oplevet, at det for alvor hjælper at ”tilgive sig selv”. Det er som en trøstende sutteklud, der ikke fjerner den bagvedliggende følelse.
Selvhad og selvafvisning udspringer af flere forhold. En betydningsfuld faktor er forskellige begivenheder i barndom og opvækst (også ting, der er sket i fostertilstand og fødsel kan spille ind), som fejlagtigt har præget os med følelsen af at være forkert, uværdig, besmittet og lignende. Hvis forældre i uvidenhed har behandlet et barn nedgørende, straffende, sarkastisk eller ikke taget sig af barnets behov, vil barnet pr. automatik tro, det er dets egen skyld og dermed blive præget med angst og selvhad i forskellige afskygninger. Alt dette kræver et gedigent stykke terapeutisk arbejde med sig selv som voksen. (læs mere i ”Tilgivelsens fælder”)
En anden årsag til selvhad udspringer af en idé om, at vi skal være fuldkomne. Som bekendt ER vi ikke fuldkomne, og det er ikke muligt nogensinde at leve op til idealet. Vi tror, vi skal være perfekte, og eftersom vi ikke er det, så afviser vi os selv og hader måske visse kvaliteter i os selv. Det forhindrer, at vi accepterer os selv, som vi er.
Jeg har derfor oplevet, at det hjælper at se sig selv i øjnene, anerkende den man er og omfatte sig selv med accept og medfølelse. Det tager tid og øvelse, men det kan lade sig gøre. Forskellen ligger efter min erfaring i at man påtager sig ansvaret for sin egen natur, sine egne følelser og handlinger uden at fordømme sig selv. At påtage sig ansvar er noget andet end at pålægge sig skyld. Det er et resultat af en læreproces, som modner og forfiner. Og som viser én, at det hæsligste og det skønneste kan leve side om side – nøjagtig som alt levende på denne jord.
Skyld og tilgivelse er begreber, skabt af mennesker, og de afholder os fra at lære os selv at kende, fra at vokse op.
Hvis du er modig nok til at konfrontere dig selv og mærke det, der er indeni, behøver du hverken at påføre dig selv skyld eller søge efter tilgivelse. Det er med til at gøre dig fri.