EKSISTENS: På denne side vil jeg behandle forskellige emner af eksistentiel karakter med udspring i en aktuel situation:
Februar 2012 :
Kulden er kommet og virker på en gang opfriskende og nedslående. Årstiden er bidende; ikke kun på grund af frost og blæst, men også på grund af de vedvarende økonomiske angstbølger, der mærkes fra mange sider: banker, virksomheder, offentligt ansatte og landene i EU. Jeg vil gentage mig selv fra December: så længe du har mad på bordet og tag over hovedet, er der ingen grund til bekymring !
I stedet kan vi bruge februar til at kigge på den indre kulde. Den, som bider til, når man mindst venter det! Når venner eller familie skyndsomst siger ”God bedring”og lader dig ligge alene med influenzaen, når kæresten prioriterer sin Master afhandling højere end at kramme dig, når veninden, du har delt alt med, pludselig trækker sig og siger: ”Jeg skal passe min spirituelle proces og så kan jeg ikke have kontakt til dig”. Så lægger der sig et istæppe over ens indre. Så begynder hjertet at lukke til og hente den store hængelås frem.
Men: lad det ikke ske! Hvad andre mennesker gør, fortæller noget om dem. Det kan du tage til efterretning og sidenhen handle efter. Din egen reaktion er vigtigere. Oplever du en kølighed eller ligefrem kulde hos andre, så vær på vagt, så du ikke selv fryser til. Den bedste kur, jeg kender, er at grine – så prøv at finde noget, du synes er sjovt: at lege med en hund eller et barn, at fjolle til vild musik, spille spil med familien (tegn og gæt typen), se en morsom film, skriv alle de vitser ned, du kan huske osv. osv. (Hvis du først og fremmest bliver vred over det, du oplever – så vær klar over, at det giver en masse energi, som skal omsættes: løb en tur, råb i skoven, dans så ballerne ryster, syng, mal, skriv det ud. Få det udtrykt, så der er plads til grinet og glæden igen.)
Kan du ikke grine lige på stedet, så foretag dig noget for at blive varmet igennem. Jeg mener her kropsligt: gå i sauna, sid foran brændeovnen, gå en tur på mindst en time i raskt tempo, gå i idrætshallen og bliv banket igennem i en eller anden motionsgren, få dig en massage, få dig en bodySDS omgang – alt sammen noget, som løsner stivhed og kulde i din krop og giver plads til strøm, liv og lethed.
Kulden må ikke sætte sig. Den vil selvfølgelig tø op før eller siden, men gør alt, hvad du kan NU for at få kroppen til at slappe af, spænde af, blive løs og slap, så kæber og skuldre og ryg og hofter, arme og ben virkelig giver slip indefra. Kan du det, vil du opleve at behovet for kunstige afslapningsmidler
såsom medicin, alkohol, hash m.m. forsvinder, og du er i kontakt med dig selv og din åbenhed, dit hjerte – også selvom det fryser 20 minusgrader andre steder!
Januar 2012
”Det særlige ved en sygdom som min er, at man bliver tvunget til at leve med en dødsbevidsthed, mens man stadig er ”rask””
Svend Auken, som døde i 2009, led af kræft. Citatet ovenfor er hans – hentet fra dokumentarfilmen ”Svend”, som blev sendt lige før nytår. Da han sagde disse ord, følte han stadig rask trods sin diagnose.
At leve med en dødsbevidsthed mens man stadig er rask og energisk er i vores kultur noget særligt. Det betyder, at når du for alvor konfronteres med din egen dødelighed, så virker det som en slags ”opvågnen”. Mange tror, at en opvågnen er en ren positiv og spirituel oplevelse. Det er det ikke. Konfrontationen er lige på og kompromisløs. Du er her nu. Om lidt er du væk. Snart skal du ikke se dine elskede mere. Snart er denne verden tabt for dig.
Det er for de fleste så vanskeligt at rumme, at den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom, kalder det ”som at se på solen” i sin bog af samme navn (undertitel: at leve med døden). Som at se på solen…..en træffende beskrivelse.
Dog – hvis du tør – hvis du virkelig for alvor tør se ind i det brændende intet, udslettelsen, Den Store Tomhed – er det starten på en proces, som kan sætte dig fri. Det kan være en vej til accept, til fred, til et møde med noget større end dig selv, og dermed en start på en ny form for væren. En der er fri for angst.
De fleste kender eller har hørt om meget syge mennesker, som i kraft af deres sygdom forvandlede sig. Som netop gik igennem denne ”sorte nat” – en eksistentiel port – og kom ud rensede, lysende og fulde af kærlighed. Som brugte resten af deres tid optimalt og så vidt muligt på at give af sig selv til helheden.
At erkende sin egen forgængelighed er at erkende livets gave. For mig er det at erkende Gud, eftersom livsprincippet for mig er guddommeligt. Men uanset de ord, vi bruger, er det en skelsættende oplevelse.
Jeg har konstateret forskellige faser i den blandt andet en periode med en masse tårer – endog sorg. Pludseligt og uden varsel triller tårerne, du bliver rørt eller overvældet af gråd. Små ting bevæger en. ”Latterligt”, tænker man og kan ikke standse det. Og nej, det er ikke latterligt. Det er tegn på, at hjertet er blevet rørt. At døden og dermed livet er trængt igennem det forsvar, som næsten altid lægger sig på hjertet som støv og røg, der skal hostes og grædes og snottes ud. At du dermed er i færd med at blive levende i en helt anden betydning af ordet, end det du hidtil har kendt. Levende vil sige: i bevægelse, i forandring, flydende og strømmende. Et levende menneske er et udtryk for liv i handling, ord, gestik, og ingen er i tvivl når de har mødt et rigtigt levende menneske. Et levende menneske griner og græder og harmes og glædes – det er engageret og vibrerende. Det lader sig røre af verden og vil uvilkårligt selv sætte sit spor på verden.
Et åbent hjerte er vanskeligt at leve med på grund af sin følsomhed, men det er alle strømhvirvlerne og bølgerne værd.
Så dette er gaven ved at konfrontere sig med (angsten for) døden: at åbne sig helhjertet for livet.
Svend Auken, som arbejdede for klimaet til det sidste, udtrykte det på sin måde: ”Den tid, man har tilbage, hvad enten den er kort eller lang, er livet. Og livet bør man ikke spilde”.
December 2011:
Krisetider fungerer ofte som et springbræt ind i en søgen efter mening med tilværelsen, efter forståelse af den angst og smerte, som opstår. Lige nu er vores virkelighed i voldsom forandring. Det meste foregår stadig langt væk fra vores danske og hyggelige hverdag, men både økonomiske problemer, arbejdsløshed og klimakrise rykker tættere på hele tiden.
Med indgangen til 2012 er meget blevet tydeligere, som vi førhen ikke kunne se: De ustabile vejrforhold er blevet mærkbare også i Danmark, nedskæringer og økonomisk krise præger efterhånden mange arbejdspladser og den politiske scene er fyldt med afsløringer af forbløffende uetisk adfærd. Det vil sige, at det fundament, vi har stablet vores liv op på, krakelerer – det er pludselig blevet svært at regne med noget i den ydre verden. Når sådan noget sker, reagerer vi
instinktivt med ængstelse, nervøsitet, bekymring, stress eller slet og ret angst.
Når vi har en ubevidst følelse af, at vores liv er truet, trigger det en række psykiske og fysiske forsvarsmekanismer, som i høj grad udspringer af vores allertidligste barndom. Som nyfødt er mennesket – uligt mange andre pattedyr – fuldstændigt hjælpeløst. Vi er helt og aldeles afhængige af, at nogen tager sig af os, giver os mad, varme og nærhed. Ellers dør vi. Denne erindring er lagret dybt i vores ubevidste og påvirker vores senere liv meget mere, end vi er klar over. Hvis ikke vi har arbejdet med at gennemskue vores ubevidste, vil der stadig være et lille barn indeni, som frygter for sin overlevelse og tror, at andre skal tage sig af det, for at det kan klare sig. Vi vil møde verden og krisetider med den automatik, som blev grundlagt engang: med den adfærd som i sin tid hjalp os til at få det, vi havde brug for for at overleve. Nogle brugte en charmestrategi, andre en trods-strategi, andre igen kæmpede og skreg, og enkelte lå stille og gav op, fordi nødråbene ikke blev hørt.
Kamp eller flugt – charme eller brok? Hvad er din foretrukne måde at håndtere angst og uro på ?
Det interessante er, at vi ofte reagerer uden grund. Nok er der skyer i horisonten, nok er der minus på kontoen, men jeg har endnu ikke hørt om en dansker, der er død af sult. Og dette er sagens kerne: Vi er reelt ikke truet på vores overlevelse – alligevel reagerer vi som om, vi er. Vi kan derfor lære disse automatiske mønstre at
kende og derefter arbejde for at få et samarbejde i stand med den del af os, som stadig handler, som den gjorde for 32 år siden – eller 55 år – eller 68 år siden, afhængig af vores nuværende alder. Hvis det lykkes, vil vi få et lettere liv. Den bevidste og den ubevidste del vil arbejde sammen, hvilket vil skabe et helt anderledes flow og glæde. Ro og indre tryghed.
Når vi vedvarende reagerer automatisk, altså uden at være fuldt klar over, at vi gør det og hvorfor vi gør det, skyldes det bl.a., at vi i vores kultur er så fokuserede på den ydre verden, at vi meget sjældent tager os tid til at kigge indad og undersøge, hvad vi egentlig rummer. Først når vi får problemer af en eller anden art og måske
bliver sendt til psykolog, dæmrer erkendelsen af, at vi er styret af indre drivkræfter, som stammer fra vores barndom og opvækst.
At få et tillidsfyldt samarbejde i gang med sit ubevidste er en længerevarende proces, men den er spændende og givende. Det kan faktisk få et menneske til at udfolde sig på helt nye måder, gøre livet til et stadigt eventyr og dermed langt mere berigende og tilfredsstillende.
Men hvad så med den angst, som er berettiget? Som skyldes en virkelig, reel trussel?
Spørgsmålet er: hvad er en virkelig og reel trussel? I vores samfund er ingen reelt truet på deres liv f.eks. på grund af økonomiske problemer eller krig. Det er muligt, du bliver nødt til at skære ned på dit forbrug, det er muligt du bliver nødt til at lave om på dit liv, måske kan du blive tvunget til at flytte fra en bolig,
du holder af, du kan føle din frihed begrænset – men du sulter ikke, og du har tag over hovedet. Måske kan du ikke lide det, men det er blot en mening, du har
om, hvordan alting bør være. Dit liv er ikke truet, og det kan du med fordel fortælle dig selv flere gange om ugen.
Så en reel trussel …? OK, vi mærker ængstelse, når det stormer, når kælderen står under vand, når vi bliver syge. Men prøv hele tiden at holde din følelsesmæssige reaktion op mod fakta: Er du ved at drukne? Har du intet sted at overnatte? Mangler du mand og vand? Nej? Godt i så fald er du ikke ved at dø lige nu, så slap bare af og se på virkeligheden uden det slør af gammel frygt, som ofte farver sindsstemningen.
Hvad så hvis du er alvorligt syg og udsigten til helbredelse er dårlig? Så er der en trussel, og så kan du for alvor regne dig i en eksistentiel krise. Det vil sige, at du
bliver kastet ud i en konfrontation med døden og spørgsmål om livet og døden. Det lyder meget barskt. Det er meget barskt. Alligevel kan det vise sig at være
den mest berigende og værdifulde periode, du nogensinde har oplevet.
Dette, konfrontation med døden, vil jeg skrive mere om i næste måned.
-