Da jeg var 16-17 år, kom Trancendental Meditation til Danmark. Jeg husker tydeligt et foredrag, jeg var til i Aalborg (hvor jeg boede) om TM, og hvordan jeg var både tiltrukket og frastødt. Noget havde drevet mig til foredraget, men jeg blev urolig over det fuldstændig henrevne lys, jeg så i de unge foredragsholderes øjne.
De havde et særligt lys i øjnene. Jeg kom til at se det senere. Dengang jeg som journalistpraktikant lavede reportager om Guds Børn i Aalborgs gader. Disse
TM-unge havde det. Jeg så det, men forstod det ikke. Det virkede som en form for uvirkelig tilstand, og dengang valgte jeg at trække mig fra det.
I dag ved jeg, at jeg blev bange. At jeg ikke bare parat til den form for overgivelse, som lyset i deres øjne repræsenterede.
Jeg ved også, at der faktisk var grund til at være forsigtig. Det at løsne sit ego, at hengive sig totalt, er en vej, som skal gås skridt for skridt. Og som indebærer et jordisk, fysisk liv i tæt forbindelse med løsrivelsen. Et paradoks man måske skal have været i for at forstå.
Først da jeg var 28 år, fandt jeg en vej. Et norsk system bebudede i lokale annoncer, at de var helt fri for religion og kun arbejdede med meditation ud fra videnskabelige principper. Det var i 1984, og det var lige noget, jeg kunne bruge. ACEM meditation forklarede, at man brugte en ”metodelyd” i stedet for et mantra og at man havde undersøgt hvad, det var i meditationen, som virkede. Så jeg lærte at meditere med en metodelyd, og første gang forsvandt jeg fuldstændig ud af denne verden. Vi mediterede i 20-30 minutter uden særlig instruktion – kun med metodelyden – og jeg var totalt væk. Da jeg kom tilbage, forfrisket og veltilpas, var jeg stærkt forundret: hvad var dette og hvor havde jeg været?
I de år, der er gået siden, har jeg opdaget, at jeg er et særdeles følsomt menneske, et meget meditativt menneske, og at det inderste i mig så at sige bare havde ventet på, at jeg skulle finde dette redskab for at finde vej tilbage til essensen i mig selv. Det var ikke muligt for mig før en vis alder, fordi jeg skulle have skabt et personligt, psykologisk fundament for at meditere. For at arbejde med at løsne personlighedens stærke forsvarsmekanismer.
Meditationen virkede så stærkt på mig, så afspændende på mig, at jeg måtte fortsætte. Ingen forklarede mig om dets virkninger på kort og lang sigt. Jeg vidste bare, at det var vejen for mig, at det kunne give mig både mening, retning og fysisk velbefindende.
Få år senere blev jeg mor – en tilstand og opgave, som betog mig fuldstændigt. Aldrig har jeg lært så meget som af disse år.
Jeg lærte, hvordan jeg selv var blevet præget som spæd og som barn, jeg lærte hvordan jeg kunne agere anderledes end min egen mor, og jeg lærte, at en konsekvent indsats betaler sig. Efter syv års meget koncentreret opmærksomhed på min førstefødte , kunne jeg kassere belønningen i form af et sundt, selvstændigt og harmonisk barn.
Samtidig var jeg blevet uddannet psykolog. Og for at ingen skal tro, at det kom let, vil jeg sige, at det var alt, hvad der var. Barn, studie og fritidsarbejde for at tjene penge. Det var syv år uden fester, alkohol, bif-ture, og meget andet, som de fleste regner for en selvfølge i deres liv. Jeg var mor, arbejdede og studerede. Og da jeg tog min eksamen i 1993, var min søn blevet syv år og havde dannet så stærkt et fundament som overhovedet muligt på de betingelser, som var.
Jeg genoptog meditationen i bidder og i takt med, at jeg fik mere fritid til mig selv. I 1992 begyndte jeg at udforske min spirituelle forståelse og tog på underlige og vilde kurser med en gal mand, Stuart Wilde. Han lærte mig at gå på ild, ride på hest med bind for øjnene, at stole på mit inderste og på, at der findes en kraft, som er ubegrænset, evig og uendelig. Den findes i os alle ! Stuart prædikede meditation under parolen: “Be a warrior – not a worrier !”, og al ydre aktivitet var ledsaget af meditative sessions i vågen stilhed.
Resten af 1990’erne var et liv i lykkeland. Jeg blev gift, flyttede på landet, dyrkede have, iagttog min søns udvikling , fik en herlig hundehvalp ind i mit liv foruden flere marsvin…. Det var familieliv af den bedste slags. Min mand mediterede regelmæssigt, mens jeg lod min praksis fortabe sig og svinde til særlige lejligheder.
Så slog livet til. Dødsfald, skilsmisse, flytning, krise….. jeg faldt i et kæmpehul i 2001 (beskrevet i min bog ”Bevidsthedsoverskridelsen”) og begyndte at meditere HVER dag igen. Indtil da havde meditation været en slags fritidsbeskæftigelse. Interessant, men ikke vigtig nok til at prioritere rigtigt højt. Nu forstod jeg pludselig, hvor nødvendigt det var at bygge op hver dag. Et halvt års senere befandt jeg mig i et meditationscenter, hvor meditation havde førsteprioritet, og her havde jeg min faste gang gennem syv år.
Her mediterede man på en bestemt måde og med en lærer, som virkelig kunne påvirke sine elevers bevidsthed. Jeg lærte meget. Rigtigt meget. Og har senere uddybet forståelsen og dette gennem den vestlige udgave af Vipassana meditationen, nemlig mindfulness meditation.
Mindfulness meditation, som læge Jon Kabat-Zinn har udviklet den, var som balsam for mig. Intet pres, ingen stræben. Kun en vedvarende opmærksomhed på det, som foregår inde i en, mens det foregår og en accept af sig selv, som var en universalnøgle for mig. Et par år senere udvidede jeg mit lager af meditationsformer med en timelang åndedrætsmeditation, som i endnu højere grad handler om accept, om at tillade det, som er og om at være til stede nu og ikke i fortiden eller fremtiden. Denne meditation er rensende og skaber klarhed, og den arbejder jeg med reglemæssigt sammen med versioner af mindfulness-meditation.
Det at meditere har været og er et frirum for mig. Uanset hvordan jeg har det, kan jeg være her. Det er et rum med accept og en sær form for tomhed, som slår til efter et stykke tid. Hvad der har været meget overraskende siden 2011, er en følelse af meget stor glæde og frihed, som er blevet konstant og som giver et helt andet perspektiv til mit liv.
November 2011