Jeg danser. Musikken lokker mig med, og jeg overgiver mig. Min krop er ikke længere min; den bevæger sig af sig selv. Jo tættere jeg kommer på centrum af rummet, jo mere intens bliver energien omkring mig. Det er som at være lige midt i en centrifuge, der hvor orkanens øje skaber et felt af absolut ro. Omkring mig suser mennesker, situationer, verden forbi i en fart, der gør det umuligt at se nogen enkeltheder. Det er som en tornado, hvor jeg befinder mig uanfægtet, uemotionel midt i. Musikken væver sig ind og ud, og jeg mærker hver tone som en vibration, der går igennem mig. Lysglimtene er der hele tiden. Som ildfluer flyver de tæt omkring mig og danner efterhånden en gnistrende sky, som opløses og dannes, opløses og dannes og breder sig over hele rummet.
Fra jorden til himlen tager energien mig, og jeg elsker med Gud. Der er ingen tid. Kun nu’et og den legende, faldende dug af gnister. Hjertet, der står på vid gab. Kærlighed.