Om energi og meditation

© Helene Flendt
Hvis du har mulighed for det, så tag ud til havet. Her sætter du dig med det ene formål blot at glo på havet og absorbere, hvordan energi bevæger sig gennem det. Læg mærke til bølgerne, der bevæger sig ind mod kysten. De kommer med en strøm, en slags rulning udefra, den bevæger sig ind mod kysten. Tæt på brydes bølgen, der opstår stilstand, vandet trækker sig tilbage. Bølge, brydning, afmatning. Det er en en måde, energi bevæger sig på. Den bygger op – den kulminerer eller udløses – og den afspænder og er stille.
Man kan forstå masser af processer i mennesker og i samfundet på samme måde. Den seksuelle drift er et godt eksempel, som vi blandt andet oplever rent fysisk. Følelser, emotioner er et andet godt eksempel. Vrede f.eks. bygger op, vokser og vælter pludselig ud over et andet menneske, over hunden eller bliver vendt indad mod en selv i en kæmpe dosis selvhad og destruktiv adfærd. Eller begejstring – som vi kan se f.eks. under sportskampe – den bliver udtrykt i ”JAAA”-råb – i bølger, i sange og festivitas. Tanker kan bygge op. Man bliver overspændt i hovedet. Eller udløse opbygningen i en pludselig indsigt eller en fremragende ide , der kan komme en løsning på et problem. Eller man kammer over i stress og angst på grund af urovækkende tanker eller andet og bliver på den måde tvunget til lære at omsætte og rumme denne energi. Så alting bliver forstørret og forstærket under opbygningen, som lovmæssigt udløses i en kulmination, som efterfølges af ro og stilstand en tid.
Det, som er vigtigt at forstå er, at man kan lære at bruge energien mere konstruktivt, end de fleste gør nu, idet man kan lære at rumme mere energi i sit system og derved gøre livet større og sjovere. Mere fyldigt, mere intenst. Som oftest gør vi alt for at afspænde energien ved den mindste opbygning – vi får orgasme efter få minutter, vi hælder røg og alkohol på for at dæmpe intensiteten indeni, vi griber måske til dope i medicinske former, vi spiser sødt og alt for meget. Derfor bliver vores liv mindre.
Lille opbygning, lille oplevelse – stor opbygning , stor oplevelse.

Jeg er fortaler for, at vi inviterer hele livet inden for. Alle følelser, hvor smertefulde de måtte være, idet det gør hele spektret større, og der er et modsvar i form af højdepunktsoplevelser. Det er dette princip fortalt på en anden måde. Altså: Jo bedre vi bliver til at rumme ALT, hvad vi møder uden at dysse ned eller stuve af vejen, jo mere energi kan vi rumme, og desto mere brændstof er der til et kvalitativt spring i vores bevidsthed.
Men det er svært at udholde en indre spænding. Tænk bare på, hvordan du har det, når du fyldes af seksuel lyst, som står og hamrer på at blive forløst! Eller når angst griber en og man næsten ikke kan være i sin krop for smertefuld uro.

Meditation (eller bøn) er en måde at lære at akkumulere energi på, idet vi i meditationen lader alting være som det er uden absolut at skulle handle ud fra det. Man lærer gradvist at kunne give slip på trangen til at skulle gøre noget med det. Det betyder, at man kan opsamle energi over tid og pludselig er der nok på tanken til et gennembrud. Mennesker i bevidst selvudvikling eller på en spirituel vej arbejder netop på dette og søger sammenhænge, hvor både opbygningen og gennembruddet kan ske på den mest hensigtsmæssige måde.

Det giver sig selv, at jo mere energi, jo kraftigere udløsning – og jo større afmatning. Dette gælder i alle sammenhænge, og vi må derfor forvente, at f.eks. den nuværende økonomiske krise kommer til at stikke dybt og vare længe. Hvis folk forstod energiens love, ville det ikke være vanskeligt at håndtere de nedture eller regninger, som hører med til festen og opturen. Efter syv fede år kommer syv magre, sagde man engang. Det har vi glemt idag og det gør, at folk har det langt dårligere end hvis de forstod denne enkle lov.
Til stor glæde hører stor sorg, efter stor tiltrækning/lyst følger stor afvisning/smerte, stor grådighed følges af stor spægelse/askese osv. Jo større projektion/illlusion, jo større skuffelse.
Forstår vi dette princip dybt inde, forstår vi også, at vi ikke behøver at tage store udsving så personligt. Det hører med til et rigt, mangfoldigt og intenst liv. Og det er det. Jo mere centreret man er i sin væren, i sin meditative bevidsthed, jo mere kan man leve på en måde som favner alle farverne, som går forandringerne i møde fordi de er en del af det hele, fremfor at modsætte sig det, man umiddelbart ikke bryder sig om.
Man kan – som bekendt – vælge at leve i smuldt vande uden nogen nævneværdige bølger og dermed brydninger eller man kan vælge at leve i surfers paradise. Lær brædt- eller vindsurfing eller at flyde med, så du kan bevæge dig i tropiske oceaner og føle dig vitalt i live. Husk: surfing kræver at du er 100 % opmærksom, vågen og tilstede. Omsat til hverdagen betyder det f.eks. at lære mindfulness/meditation og træne det HVER dag.