Nogle foretrækker at bede frem for at meditere. Det har på mange måder samme funktion, men man skal være opmærksom på, at ordene i en bøn over tid vil prente sig dybt i ens bevidsthed. Nøjagtig som et mantra vil. Det er derfor ikke helt ligegyldigt, hvilke ord og hensigter, en bøn udtrykker. Beder man f.eks. i den kristne tradition til en “fader i himmelen”, forstærker man derved et gammelt patriarkalsk verdensbillede inde i sig selv.
Da jeg er af den opfattelse, at det guddommelige ikke kun er en ydre kraft og slet ikke en kønsspecifik kraft, har jeg herunder formuleret nye ord til en bøn. Det er en bøn, som kan hjælpe én gennem svære passager i livet.
Henvend dig til den form, der giver mest genklang for dig:
for eksempel:
Strålende Ånd, Allerhøjeste, Universets Hjerte
Du som er overalt
også i mig
Alt og alle – vi er forbundne
Lad min vilje være i overensstemmelse med din hensigt
Hjælp mig til at give slip på alt, der begrænser mig
og min evne til kærlighed
Hjælp mig til at følge rytmen – Den Store Cyklus
uden modstand
og til at acceptere de vilkår, et fysisk liv medfører
Giv mig styrke til at være mig i mit væsens unikke tone
samt til at forstå og føle min forbundethed med alt levende på jorden
Amen
( Inspireret af det kristne Fader Vor samt ceremoniel skik hos verdens oprindelige folk især de nordamerikanske indianere)