Hvad er værst: angsten for at dø ? Eller angsten for at Gud har forladt os ?
”Er du sikker på, at dødsangst ligger bag ? Er det værste ikke angsten for, om Gud har vendt sig bort fra os ?”
Kvinden, der stillede spørgsmålet, var deltager i en af mine workshops for nylig. Vi talte om angst og måder at forholde sig til angsten på. Mit udsagn om, at dødsangst ligger bag al anden angst, gav anledning til reaktioner. En sagde: ”Jeg tror, jeg er mere bange for at blive sindssyg end for at dø”, en anden: ”Jeg er ikke bange for at dø – men jeg er bange for at lide”.
Det er et emne, der er vigtigt at tage fat på. Dels fordi vi alle bliver ramt af angst i forskellige udformninger, dels spørgsmålet om den fundamentale angst: om angsten for at dø virkelig er den grundlæggende, eller om angsten for om Gud eksisterer/har forladt en kan være større.
Vi vender os mod Gud i nødens stund
Det giver et ekko af rædsel, når tanken om, at Gud måske ikke længere er med os, strejfer en. Ja, værre endnu: at Gud måske slet ikke findes…Det kan jeg sagtens mærke, måske især fordi jeg er et menneske med et dybt religiøst/spirituelt instinkt. Det er min overbevisning, at forestillingen om Gud er i os alle – uanset om vi bekender os til en tro herpå eller ej. Denne forestilling kan være det sidste, vi har at klamre os til, når livet bliver så vanskeligt, at der ikke synes at være håb nogen steder. Det er derfor afgørende, at lærere og guru’er formidler en filosofi herom, som er levedygtig og brugbar i krisetider – det er i sådanne situationer, vores åndelige tro kommer på prøve.
Nu er jeg så begunstiget, at jeg har haft personlige oplevelser med noget, man kan kalde “det gudommelige”. Det har jeg stadig. Jeg mærker et nærvær og et lys, som virkelig er en støtte og hjælp og som ophæver angsten for at dø. Og som sådan forstår jeg spørgsmålet: at den værste angst kunne være at måtte indse, at dette ikke eksisterer.
Længslen efter ubetinget kærlighed
Jeg har været omkring en meget lang samtale med mig selv og andre om essensen i disse mine personlige oplevelser med en guddommelig kraft. Til syvende og sidst kan de forklares på anden vis: Den kan være et udslag af min egen skabende kraft. En kraft så fantastisk, at jeg så at sige manifesterer dette lys og nærvær selv ud fra en i forvejen eksisterende forestilling eller model for, hvordan noget sådant tager sig ud. Psykologisk kan længslen efter og troen på “Gud” udspringe af længslen efter den kærlighed, man aldrig fik som barn. Ønsket om at høre til og blive taget imod af en ubetinget “Moder” eller “Fader”. Den alt tilgivende og grænseløst kærlige.
Måske findes “Gud” ikke – måske er det en projektion af vores forestillinger og ønsker ? Måske er der kun livet – og dette øjeblik ?
Trods mine egne erfaringer og en meget stærk overbevisning om sandheden i disse erfaringer har jeg efter meget lang tid også accepteret denne tanke. At Gud (i vores normalforestilling) ikke eksisterer. Hvor paradoksalt det måtte lyde. Det tvinger mig til en større grad af ansvarlighed hele tiden. Og til en større grad af væren.
Den dybeste sorg
Så svaret på min kursist’s spørgsmål er: Ja, denne angst – altså angsten for om gud har forladt en – kan være større end dødsangst, men den bunder for mig i angsten for aldrig at kunne få den kærlighed og beskyttelse, som man skulle have haft for længe, længe siden. Hvis man bliver nødt til at erkende, at det ikke er muligt at få den kærlighed fra nogen, og i en vis forstand erkende, at Gud (som favnende far eller mor) ikke eksisterer, medfører det en periode med dyb sorg og fortvivlelse og meningsløshed. Det er måske den dybeste sorg af alle.
Men også den kan man komme over og – som jeg – lande et sted, hvor livet i sig selv og øjeblikket lige NU er et udtryk for Gud. Hele tiden. Hver dag.
Gløden i alt levende
Her bliver det nødvendigt at omdefinere Gud fra noget ydre til noget indre. At omslutte denne kraft i sig selv. Gud kan ikke forlade mig – for i mit univers er ”Gud” lige her, midt i det pulserende, levende liv. Det er som en glød inden i mig og i alt. Det er den inderste vibrerende essens i alt levende. Det er den levende intelligens’ stof, vi alle er gjort af, og som gør alt liv helligt.
Og derpå kan angsten for at dø genopstå som den grundlæggende angst for al anden angst.
En instinktiv, magtfuld angst – men dog mulig at bearbejde f.eks. ved at se på døden som den transformerende nødvendighed, som nyt liv udspringer af. I vores del af verden har vi brug for at forholde os til døden på en anden måde, så vi forstår den som den helt naturlige proces, den er.
For de, der er interesserede i at forfølge emnet, kan jeg varmt anbefale filmen “The Fountain” fra 2006.
Jeg vil her tilføje, at selvom “Gud” for mig i dag er en kilde i alt liv på jorden, så tror jeg også på, at det er muligt at kontakte “noget”, som ligger udover vores fysiske eksistens. Dette “noget” udforsker jeg stadig, men ser det foreløbig som en anden eller andre dimensioner, hvori man kan møde andre udtryk for bevidsthed. Og disse andre udtryk opfattes ofte som noget guddommeligt – helt analogt med det, jeg selv skildrer i min bog “Bevidsthedsoverskridelsen”. Jeg vil uddybe dette i Artiklen “Andre dimensioner”.
August 2011