Der findes mennesker, som oplever verden helt anderledes end andre. De finder sig selv omgivet af lys, i følgeskab med vilde dyr og oplever fra tid til anden, at Jesus eller en gudlignende skikkelse er nær dem og omslutter dem med kærlighed. Er de tossede? Hvis jeg ikke selv indimellem faldt ind i et ”rum”, hvor dette sker, ville jeg sige ubetinget ”ja”!. Men jeg må bekende – trods vilde protester fra min venstre hjernehalvdel – at der findes et sted af den art, og at dette måske er mere virkeligt, end de fleste er i stand til at kunne tage ind.
For læsere af min bog ”Bevidsthedsoverskridelsen” er ovenstående måske ikke så fremmed. Da jeg selv skrev bogen, forstod jeg ikke til fulde, hvad det var, jeg beskrev. Det gør jeg stadig ikke, men jeg har fået flere erfaringer med det. Og det lyder vanvittigt, endnu mens jeg sætter ord på, men jeg har en påtrængende impuls til at delagtiggøre andre i dette – om ikke andet, så for at fortælle jer, der oplever det, at I ikke er alene om at opleve, at der ER andre dimensioner.
En af dem ligner noget, vi vil kalde for himmelen. Den er fyldt med så stærkt et lys, at det trænger ind bag dine øjne og næsten svitser nerverne bagved. Det kan tage sig ud som et landskab, som både er kendt og fremmed. Åbne sletter, skove, heder, klipper og strande, fyldt med dyr i alle afskygninger. Eller lyset kan stråle ud af et oceanisk blødt mørke. Og her møder du en altomsluttende kærlighed og glæde. Både jeg og andre ser kærligheden i skikkelse af Jesus Kristus – og: jeg er ikke kristen. Jeg er end ikke tilhænger af en bestemt religion.
Jeg er som bekendt psykolog af profession. Jeg har tilmed en hel del år som forsker i min arbejdsbagage. Så alt, hvad jeg lige har beskrevet, falder ind i kategorier som : fantasi, hallucination, psykotisk tendens, flugt fra smertefulde erindringer/følelser osv. Og tro mig: det har virkelig taget lang, lang tid før jeg har turdet formulere denne anden virkelighed for nogen. Folk der kender mig, vil ikke just sige, at jeg er superrealist, men ingen vil påstå, at jeg ikke har kontakt med virkeligheden. Jeg HAR kontakt med virkeligheden. Jeg er på mange måder utrolig glad for ”virkeligheden”. Og derfor er jeg igen og igen totalt målløs over, at jeg oplever disse skift – ofte i meditativ sammenhæng – ind i noget andet.
Nej, jeg ryger ikke hash. Nej, jeg tager ikke stoffer og nej, jeg drikker ikke større mængder alkohol…. Jeg spiser økologisk, groft og grønt. Jeg motionerer hver dag, tager mig af min krop og bruger megen tid i min have og i naturen. Endelig har jeg et godt forhold til en naturvidenskabeligt orienteret mand, som udfordrer mig med spørgsmål til det, jeg oplever. Alt sammen noget der forankrer mig på jorden
Selv i døden stråler Guds herlighed
Det er et mysterium for mig, hver gang skiftet sker, og det har i den grad udfordret min forståelse af verdens beskaffenhed. Med denne artikel vil jeg gerne fortælle, hvad jeg tror på i dag (august 2011):
Både i min bog og i enkelte artikler her på siden skinner det igennem, at begrebet ”Gud” for mig er en metafor for livsprocessen og livsessensen. Man kunne også kalde det den skabende kraft i alt. Den gennemtrænger alt, og alt er således gjort af guddommeligt stof. Selv det, vi normalt kalder død og ødelæggelse, udspringer af Gud. Det er den anden side af lyset og selve lysets forudsætning. I naturen er død og nedbrydelse nøjagtig lige så nødvendig for den kosmiske balance som undfangelse, fødsel og det voksende liv. Som Mester Eckehart har formuleret det:
”I enhver gerning, også de onde, i straffens onde lige såvel som i skyldens onde, stråler og åbenbarer Guds herlighed sig i lige grad” (hvis man ikke lige forstår dette, er det helt OK – Mester Eckehart (kristen mystiker fra 1200 tallet) kræver lidt tid og gumlen at komme helt ind i, og jeg vil gerne forsøge i kommende artikler at uddybe dette*) Man kunne måske mere præcist kalde denne forståelse af Gud for Helligånden, eftersom dette aspekt af Gud er det, der gennemtrænger alt. Det belivende aspekt eller ”Guds ånde”.
Bevidstheden eksisterer uafhængigt af kroppen
Udover at mit verdensbillede således er rundt, naturorienteret (shamanistisk) og favner både lys og mørke, livet og døden, tror jeg på, at vores bevidsthed eksisterer uafhængigt af kroppen i en eller anden form. Kroppen er nødvendig (meget) for bevidsthedens udvikling, men ved kroppens død – eller i sjældne tilfælde – løsrives bevidstheden fra materien og finder ind i et rum, der er utroligt vanskeligt at beskrive i ord. Mange kalder det ”uudsigeligt”. Det er her, man kan opfange ”møder” med noget andet og i mangel af bedre kalder vi dette for : Lys, kærlighed, lysvæsen, Gud, Jesus, Nåde. Også jeg har sat navnet ”Jesus” på, fordi jeg lever i en kultur, hvor den ultimative kærlighed er forbundet til skikkelsen Jesus.
Så lad mig bare kalde dette rum for en anden dimension eller verden – som jeg også har gjort det i min bog. Som man kan læse, forstår jeg det som to eller flere verdener, som ligger tæt op ad hinanden, og som man altså kan krydse grænserne til – især når man er helt åben, giver totalt slip i dagsbevidstheden (sindet).
Det er ligeledes min overbevisning, at vi er på vej ind i en tid, hvor flere og flere vil opleve at krydse disse grænser.
* En lignende forståelse ses bl.a. i følgende citat af Rumi – persisk mystiker, filosof og digter fra 1200-tallet:” Out beyond ideas of wrongdoing and rightdoing, there is a field. I will meet you there.”
August 2011