Jordskælv, flodbølger, tumult og oprør, militær magtanvendelse, radioaktiv stråling……. Inden for få år er antallet af urovækkende begivenheder steget med foruroligende hast. For nogen er det en slem forskrækkelse. For andre er det tegn på, at det skifte, som er forudsagt, er begyndt.
2012 har længe været omtalt som det år, da verden står over for ganske betydelige ændringer – og ikke af den behagelige slags. Når netop det årstal er ÅRET, skyldes det en ældgammel civilisation, Maya-kulturen i Sydamerika, hvis hellige kalender slutter nu – i 2012.
Maya’erne brugte allerede for 2-3000 år siden flere forskellige kalendere, som greb ind i hinanden og som strakte sig over store tidsspand. Dette var i overensstemmelse med Mayaernes mytologi, som fortalte om visse skift mellem tidsaldrene – de såkaldte skift fra ”en sol” til en anden. Når 2012 er blevet så berømt et årstal, er det fordi, Mayaernes kalendersystem slutter definitivt dette år. Der er dog dygtige forskere, som mener, at slutdatoen allerede var i efteråret 2011.
Adskillige oprindelige folkeslag har i deres mytologi versioner af et sådant skifte. Skiftet indebærer, at verden står for en markant ændring – fra en ”sol” til en anden ”sol” – og at noget lignende er sket før for mange tusinder år siden. For de fleste profetiers vedkommende er der dog ingen nøjagtig tidsangivelse, og det er værd at være opmærksom på, at vi taler om en proces – ikke en enkeltstående begivenhed. Det betyder, at skiftet er noget, der strækker sig over en længere periode (12-50 år, mener nogle) og altså ikke er noget, der sker på én gang, for eksempel lige nøjagtigt i indeværende år.
Jeg selv stødte på ”2012” fænomenet for ti år siden i forbindelse med en stor personlig krise og transformationsproces. Siden har jeg været optaget af at forstå, hvad meningen er, og hvad dette kan have af konsekvenser. Meget af den information, jeg filtrerede ud af bunker af mere eller mindre troværdige kilder, har jeg formidlet videre i bogen ”Bevidsthedsoverskridelsen – en bog om at finde vej ind i fremtiden”. Netop for at give andre et bud på, hvordan man kan forstå tiden, og hvordan man kan gebærde sig i den. Bogen udkom i efteråret 2009, og med en vis sørgmodighed har jeg siden været vidne til, at meget af det, jeg skrev om, er i gang og har taget fart. Året er begyndt stilfærdigt, men dykker man ned i gældsproblemerne i EU og i FN’s klimarapport er der gys nok til hele året.
Krisen fortsætter
Gennem de seneste ti år har verden og Danmark ændret udseende – og forandringernes flod strømmer stadig vildt. Noget af det mest mærkbare handler om økonomi og om klima/vejrforhold. Endnu har vi i Danmark ikke forstået krisens fulde omfang, men det vil ske – muligvis inden for det næste år. De fleste tror stadig, at der er tale om et midlertidigt dyk, og at man bare skal vente, så kan vi vende tilbage til vores hektiske forbrugsliv. Mit bud er, at dykket er permanent, og det vil blive mere og dybere. Vores jordklode kan ikke brødføde sin befolkning længere. Vores økonomiske model kører i ekstreme gælds-cirkler. Vækst-filosofien kan ikke fortsætte af den enkle grund, at der ikke er ressourcer nok. Det gælder især drikkevand og råstoffer.
Et løft til enhedsbevidsthed
Der er en anden side af disse voldsomme begivenheder, som for mange rundt i verden har været direkte trusler på deres liv. Den anden side er en invitation til et løft af menneskers bevidsthed. Et skifte til næste trin af bevidsthedens evolution, nært forbundet med et skifte i politik, økonomi og ressource-forbrug. Det er tid til forandring, og jo flere, som vågner op og ændrer deres liv, indskrænker komforten og individualismen til fordel for fællesskab og helhed, jo lettere vil skiftet ske for os alle.
Når vi længe har talt om årstallet 2012, skyldes det som nævnt, at Mayaerne’s kalendersystem efter gigantiske tidscyklusser nu ophører. En tolkning lyder, at verden nu er tilført ni store kvaliteter/energier, herunder enhedsbevidsthed (universal consciousnes), hvilket er et slutstadium for udviklingen i en cyklus på mange tusinde år. Disse energier eller kvaliteter skal nu omsættes i konkret virkelighed, og det er præcis det, der kan give problemer, fordi vi længe har levet efter en helt anden opskrift.
Enhedsbevidsthed handler blandt andet om foreningen af modsætninger – af lys og mørke – og dette vil være en form for vandmærke for den kommende tid. Det betyder, at hver enkelt vil blive udfordret til at arbejde med sig selv, således at vi forstår, at alt uden for os er et spejl af noget inden i os.
Carlos Barrios, efterkommer af de gamle Maya’er, en såkaldt Maya Ajg’ij (ceremoni præst og spiritual guide) fra the Eagle Clan er en af dem, der taler om, at mørket og lyset skal forenes, skal finde sammen i den kommende tid. I et interview om 2012, der citeres talrige steder på nettet, siger han blandt andet:
”Vi lever i en verden af polariteter: dag og nat, mand og kvinde, positivt og negativt. Lys og mørke har brug for hinanden. De udgør en balance”.
Det er en gammel sandhed, som nu bliver påtrængende tydelig. Vi skal tænke anderledes, og det gælder også mennesker, som opfatter sig som spirituelle eller lysarbejdere – fordi begge sider fastholder modsætningsforholdet. Begge sider har svært ved at se den andens kvaliteter og forstå meningen med dem. Men forening og helhed kan kun opstå, hvor der er ægte ligeværdighed og balance.
Det drejer sig altså ikke om at eliminere mørket, som nogen tror. Det drejer sig om at blive bevidst om det, forstå dets funktion, skabe helhed og samarbejde. Dette er fuldstændigt i tråd med mange mystikeres budskab om, at vi må rumme vores modsætninger – at dette er vejen og porten ind i en anden bevidsthed, en anden dimension.
Alle må handle
2012, som nu er godt i gang, begyndte stilfærdigt. Mange tror, at der vil ske noget ekstraordinært 21. december 2012, men der er ikke i selve Maya-kalenderen belæg for at tro, at denne dato er noget særligt. Skiftet ER i gang, og det vil kræve en indsats fra alle at arbejde med det – for vores egen skyld. I sidste instans er processen livsnødvendig for menneskehedens overlevelse. Hvis vi bare sidder stille og venter på, at ”noget” sker udenfor os, vil vi synke ned i frygt, magtesløshed, bedøvelse og passivitet. Det er nødvendigt at arbejde – og at arbejde sammen – MED skiftet både indvendigt og udvendigt. Jo hurtigere, vi forstår det, jo lettere vil det gå.
Indvendigt: At udforske sig selv, lære sig selv at kende, meditere m.m. er uomgængeligt, hvis man vil hæve sin bevidsthed. Det hjælper til at blive mere klartskuende og kunne se igennem samt tackle angst og modløshed. Det vil hjælpe den enkelte til at belyse sine skjulte sider og forstå, hvordan disse projiceres ud på omverdenen. Dette er nødvendige skridt på vejen til enhedsbevidsthed og en forståelse af, at vi alle er forbundne.
Udvendigt: Indvendigt arbejde er ikke nok længere. Det indre skal afspejles i det ydre, og derfor skal vi ændre os psykisk OG adfærdsmæssigt. Der er en underskov af spirende sociale bevægelser i gang, som arbejder for helheden, for beskyttelse af jorden, for nye økonomiske systemer og et menneskeligt og kærligt liv. ”Occupy wall Street” er et godt eksempel på en strømning i tiden af mennesker, som ikke vil acceptere uligheden i, at ganske få mennesker kontrollerer det meste af verden økonomisk. Andre bevægelser er: Zeitgeist og Thrive.” Zeitgeist” har en dansk afdeling.
I Danmark er der desuden en omstillingsbevægelse i gang på græsrodsbasis.”Omstilling Danmark” er et netværkssted for alle, som er interesserede i at omstille Danmark til et bæredygtigt samfund i en fremtid med ændret klima og knappe naturressourcer.
Se endvidere:
”Bevidsthedsoverskridelsen – en bog om at finde vej ind i fremtiden”, af Helene Flendt, Forlaget Virkelig, 2009
For diskussioner om datoen og skiftets betydning: www.callemann.com
Sociale bevægelser: www.thrivemovement.com, www.thezeitgeistmovement.com.
Dansk udgave: www.thezeitgeistmovement.dk
Omstilling Danmark findes på http://transitiondenmark.ning.com
Tag hånd om din angst
Ordet ”Apocalypse” har ofte været brugt om det år, vi er i: 2012. Vi forbinder ordet med dommedag, med verdens undergang og katastrofale begivenheder. Vi kender ordet fra Johannes Åbenbaring i Bibelen, der som bekendt er fortællingen om en voldsom vision. Ordet ”Apocalypse” betyder imidlertid ”åbenbaring” - og vi kan forstå det som en åbenbaring på mange planer. Det kan være en åbenbaring af, at mennesker er de eneste ansvarlige for den destruktion af jord og levende væsener, som vi ser omkring os. Det kan være en åbenbaring af, at vi er nødt til at se og anerkende vores iboende instinktive kræfter, det kan være en åbenbaring af vores skaberevne – og dermed af muligheden for at ændre verden.
Men året 2012 er omgærdet med angst, og en af grundene er, at vi automatisk tolker ordet Apocalypse som noget forfærdeligt. Det behøver det ikke at være. Alt afhænger af ens egen reaktion. Grundlæggende kan man sige, at vi er nødt til at kunne konfrontere os med virkeligheden uden slør for at kunne ændre noget. Og at kunne se noget uden slør vil sige, at vi ikke mistolker eller forvrænger en situation på grund af automatiske følelser som for eksempel angst.
Psykologiske reaktioner
Når der sker voldsomme begivenheder rundt omkring, bevirker det oftest, at folk bliver forfærdede og bange. Begivenheder som kaos, borgerkrig, massearbejdsløshed, oversvømmelser, jordskred osv. rammer frygten for, at noget tilsvarende kan ske os, og derfor kan de øge stress-niveauet. Fornægtelse og forskydning er også meget almindelige reaktioner. Det vil sige: kort efter begynder man at finde de positive vinkler på begivenheden, og lidt senere holder man op med at følge med. Vi kan ikke holde den tanke ud, at verden ryster, at der er fare på færde, så vi flygter ind i gøremål og forestillinger, som er lettere og mere overskuelige. Vi prøver at ryste det af os på mange forskellige måder. (Et godt eksempel er at se tv-programmer om mad, bolig og musik…)
Tag hånd om frygten
Min indstilling er, at vi bliver nødt til at forholde os til den frygt, angst, magtesløshed, sorg og frustration, som f.eks. katastrofen i Japan i foråret 2011 og andre lignende aktiverer i os. Det er ikke muligt at lægge låg på så magtfulde følelser, som udspringer af vores overlevelsesinstinkt. Når en følelse ikke bliver tilladt eller får et frit og naturligt udtryk, bliver den fortrængt til det ubevidste. Men den forsvinder ikke. Vores angst for at møde den udtrykker sig på snedige og listige måder f.eks. gennem utallige undgåelsesmanøvrer som f.eks. manipulation, kontrol, flugt i form af stoffer, alkohol og andre afhængighedsmønstre, diverse psykiske eller fysiske symptomer osv.
Det er ikke en holdbar strategi at fraspalte vitale sider, som sådanne følelser er, fra sig selv. Det er ikke en løsning, og det vil lamme en i en reelt truende situation. Det vil lægge låg på og forhindre en i at kunne træffe beslutninger og handle. Hvad vil du gøre, hvis katastrofen kommer tættere på ? Hvis der pludselig er alvorlig oversvømmelse i Danmark ? Eller jordskælv og nedsmeltede a-kraftværker i vores naboland Sverige ?
Nogle mener, at man ikke skal bekymre sig. Det er jeg enig i. Men meget få mennesker er i stand til selv at bestemme, om de vil bekymre sig eller ej. Bekymring er en angst for fremtiden, som kører stort set automatisk for de fleste. Så hvad kan man gøre ? Her følger et par forslag :
Lær virkeligheden at kende
- Øv dig i at se verden og virkeligheden på en ny måde: Vi lever i en kultur, som med alle midler fornægter det, som er ubehageligt – især døden. Dette er en fuldstændig forvrænget opfattelse af livet, som har gjort mange børn og voksne meget dårligt rustede til at klare modgang. Livet ER kontrastfyldt. Det ER et smukt mirakel og et mareridt på samme tid. Og hvis ikke du har lært at møde livet med en mere realistisk holdning, så begynd nu. Erkend at alt er forgængeligt, inklusive dit eget liv. Se i øjnene, at du kan miste alt, hvad du har i løbet af kort tid. Lyder det barskt ? Jeg kan garantere dig, at du bliver MERE nærværende, mere taknemmelig af en sådan holdning, og du vil i højere grad påskønne hvert øjeblik, du har.
- Træn dig selv i til enhver tid at rumme dig selv og de følelser og tanker, der opstår i dig. Præcis som du er. Præcis som verden er i det pågældende øjeblik. At blive bevidst om det og være med det, som er. Det er en øvelse, som gør dig i stand til at være vågen i tider med hårde vilkår og ikke bukke under i lammelse og panik. En af måderne at træne på er gennem meditation, især mindfulness-meditation eller dens buddhistiske oprindelsesform: vipassana. Det betyder ikke, at du sidder passivt og ser til. Det betyder, at du er i stand til at erkende det, som er og derefter handler ud fra en bevidst forståelse. At du kan foretage et valg om, hvad du vil. Ikke ud fra gammel automatik, men ud fra en realistisk opfattelse.
- Dyrk motion. Brug din krop. Bevæg dig. At bruge kroppen, øge pulsen og få mere ilt ind i lungerne er en effektiv måde at komme ind i sin krop og dermed ind i nu’et på. Dette er vigtigt, så tankerne ikke løber helt af med dig. Tanker er ikke dit sande jeg. Hvis du oplever et øjeblik af total væren, så er du dit sande jeg. I dette øjeblik kan se se og opleve dine omgivelser på en anderledes reel måde og dermed også handle på en anderledes måde.
At komme helskindet igennem store kriser kræver sin mand og kvinde. I vores vestlige, forkælede samfund har vi udviklet os til frygtsomme små pjevs, som forventer, at nogen kommer og redder os.
Jeg spørger bare: Hvad nu, hvis det ikke sker ?
januar 2012
(Foto: AFP Japan 2011)